Af svinerådgiver Niels Chr. Dørken,
Midtjysk Svinerådgivning
|
Sammensætning af foderblandinger til diegivende søer, så mælkeydelsen er i top og vægttabet minimalt
Som bekendt har avlen gjort store fremskridt med hensyn til kuldstørrelsen. Antallet af fødte grise er steget meget de senere år, og den udvikling vil uden tvivl fortsætte de kommende år. Derfor bliver det fremover nødvendigt at vænne søerne i farestalden til at ligge med flere grise, ellers bliver der behov for alt for mange ammesøer.
Af svinerådgiver
Niels Chr. Dørken,
Midtjysk Svinerådgivning
Hvis søerne skal kunne fravænne mange og store grise, kræver det en stor mælkeydelse, og det kan kun komme fra optimal fodring i farestalden. Desuden skal man undgå, at søerne taber sig væsentligt, fordi et stort vægttab har en negativ indflydelse på den efterfølgende brunst og dermed også på kuldstørrelsen. Et stort vægttab kan desuden gå ud over søernes holdbarhed.
Mælkeproduktion
Næringsstofferne til mælkeproduktionen skal helst komme fra foderet og ikke fra soens egne energidepoter. Hvis soen tærer på sine energidepoter, har det negativ indflydelse på mælkens sammensætning. Desuden bliver foderforbruget væsentlig større, hvis soen først skal lægge depoter på kroppen og derefter tære på disse depoter.
Vægttab
Det bør tilstræbes, at søerne er i nogenlunde samme huld i hele cyklus. Et vægttab giver anledning til mange problemer.
1. Der er større risiko for skulderskader, hvis søerne er magre, når de kommer ud farestalden
2. Et stort vægttab har negativ indflydelse på den efterfølgende brunst og dermed også på kuldstørrelsen i det efterfølgende kuld. Hvis søerne taber sig meget, kommer en stor del af dem ikke i brunst efter fravænning.
3. Det er dyrt at fede dem op igen. Foderforbruget er omkring 5 fesv pr. kg. tilvækst for ældre søer. Hvis en so taber sig 25 kg i diegivningsperioden, skal der altså ca. 125 fesv til at få den i normalt huld igen. Det er noget billigere, hvis man med en høj foderstyrke i farestalden kan undgå vægttabet.
Det kan godt lade sig gøre at undgå vægttab i dieperioden. Hvis søerne indtager 200 fesv over en 4 ugers periode, taber de sig ikke.
Høj foderstyrke
Hvis der skal opnås en tilstrækkelig høj foderstyrke, skal følgende forhold være i orden:
1. Vandforsyningen skal være i orden. Søerne skal have vandet, mens de æder foder, ellers æder de for lidt. Diegivende søers vandbehov er 25-35 l pr. dag, og det får de ikke, hvis ventilerne kun giver 1 l pr. minut på fodringstidspunktet.
2. Foderet skal tildeles 3 gange dagligt. Derved øges den daglige foderoptagelse med ca. 1 fesv i forhold til 2 daglige fodringer.
3. Staldtemperaturen: Den optimale temperatur er 18-20 grader celsius. Hvis temperaturen kommer ret meget højere op, går det ud over foderoptagelsen.
4. Fede søer: Hvis søerne er meget fede, når de kommer i farestalden, æder de for lidt i diegivningsperioden. Så undgå de alt for fede søer.
5. Foderets smag: Søerne er meget opmærksomme på foderets smag. Store forandringer i sammensætningen kan virke negativt. Søer kan godt lide smagen af frisk formalet foder, derfor opnår hjemmeblandere ofte en højere foderoptagelse.
6.
Mange og små foderjusteringer er at foretrække. Det vil sige justeringer hver
dag de første 2
uger.
Foderets sammensætning
Energi: Energiindholdet i diegivningsfoderet skal være højt og ligge på 1,10-1,12 fesv pr. kg. Det er nødvendigt med et højt indhold, ellers kan søerne ikke optage energi nok. Der er dog en vis tendens til, at der går inflation i tingene. Hvis det er godt at hæve energiindholdet med 4 fesv pr 100 kg, så må det være dobbelt så godt at hæve energiindholdet med 8 fesv. Derfor ser man blandinger med 1,15-1,20 fesv pr. kg. Problemet med at fodre med disse blandinger er overfodring. Det kræver meget fingerspidsfornemmelse at fodre med de meget koncentrerede blandinger. Man kan let komme til at fodre søerne i stå. Desuden indeholder de en stor del fiberfattige fodermidler, som kan give anledning til mavesår.
Protein: Højt proteinindhold forringer foderudnyttelsen, fordi søerne skal bruge energi på at udskille det overskydende protein. Det kan også give problemer med diareer hos pattegrisene, fordi et højt proteinindhold i foderet giver højt et proteinindhold i mælken.
Et for lavt proteinindhold går ud over mælkeydelsen, da de nødvendige aminosyrer i så fald ikke er til stede.
Derfor er et passende proteinniveau nødvendigt, og et passende niveau er 110-120 g st. ford. råprotein pr fesv.
Lysin: Aminosyremængden og især lysinmængden i diegivningsfoder har været diskuteret meget, og med rette. Lysinmængden har utvivlsomt stor indflydelse på mælkeydelsen.
Generelt bliver der ikke opnået noget ved at bevæge sig ud over de danske normer for aminosyrer. Med hensyn til lysin, er det væsentligt at fokusere på soens daglige indtagelse af lysin. Når soen er på topydelse, skal den daglige indtagelse være på 55-60 g st. ford. lysin. Hvis man ikke kan nå dette niveau med de normale 6,0 g st. ford. lysin pr. fesv, kan man med fordel øge lysinindholdet i foderet. Det er sket i stort set alle færdigblandinger til diegivende søer, og det ser ud til at hjælpe på mælkeydelsen, men man skal passe på, for det kan give stort vægttab hos søerne. Hvis man har et højt lysinindhold i foderet, skal man samtidig have et højt energiindhold.
Vitaminer: Det er blevet meget moderne at øge diegivningsfoderets indhold af E-vit væsentligt. Formålet er at øge mælkens indhold af E-vit og dermed give de nyfravænnede grise en vis ballast af E-vit til de første dage efter fravænning. Erfaringerne med dette er gode.
Recept diegivningsfoder
Korn:
Byg skal udgøre min. 50 % af kornandelen. 10 % havre er godt og derved kan hvedeandelen øges.Majs:
Majs er et udmærket fodermiddel, men ikke noget vidundermiddel. Det har været svært at se nogen større forandring, når der er skiftet fra blandinger uden majs til blandinger med majs.Fiskemel:
1,5-2,0 % fiskemel øger foderoptagelsen, men man skal op på dette niveau for det har effekt.Energi:
1,10-1,12 fesv pr. kg.Lysin:
55-60 g st. ford. pr dag når soen er på topydelse.E-vit:
150 mg pr. fesv. ■