Artikler o.l. fra bladet og denne hjemmeside må kun benyttes ved citater med tydelig kildeangivelse.
Artikler, billeder m.m. kan ikke uden skriftlig tilladelse benyttes ved salgsvirksomhed. Alle informationer er af generel karakter og gør således ikke krav på at løse individuelle og/eller konkrete rådgivningsbehov. Avls Information er således i intet tilfælde ansvarlig for tab, hverken direkte eller indirekte, som brugeren måtte lide ved at anvende bragte informationer.
 

Indkøring af holddrift

Erfaringerne med holddrift i det nordjyske er efterhånden ved at være store. Omkring 60 % af søerne køres nu i systemer med flere ugers drift, og andelen er fortsat stigende.

Af svinerådgiver
John JensenLandboNord
Svine-Rådgivningog
Dansk Holddrift Management

En noget nedvurderet fase har hos mange været selve indkøringsfasen. Her menes perioden fra det sidste ugehold flyttes i farestalden, og til at det første store hold grise kan leveres fra flere ugers systemet. Vores erfaringer er meget forskellige, og resultatet i de enkelte besætninger spænder vidt. Det optimale udgangspunkt for en omlægning må være, at soholdet er indkørt allerede efter første cyklus og ikke i 2. eller 3. cyklus.

Problemet ved at indkøringen strækkes over mere end en cyklus er de store udsving i holdstørrelserne. Dette betyder, at fravænningsholdene antalsmæssigt bliver meget forskellige, og strækker udsvinget sig udover den første cyklus, betyder det klager fra aftagerne af smågrisene og i værste fald opsigelse af kontrakten.

Forudsætning for en optimal indkøring

1. Plan for det valgte holddriftssystem i form af netværksoversigten og halvårskalenderen

2. Plan for omlægningen herunder fordelingen af de enkelte ugehold i de nye flere ugers hold

3. Planlagt indkøb af polte

4. Motiverede og informerede medarbejdere.

Punkt 1. Plan for valgt holddriftssystem i form af netværksoversigt og halvårskalender

Med en netværksoversigt og en halvårskalender har man en plan for den fremtidige struktur i driften. På netværksoversigten kan man overskue omsætningen af alle holdene fra faring til grisene er på slagteriet. Alle har et godt overblik over omsætningen, da også alle aftagere er med i planen.

Halvårskalenderen bruges typisk mest af soholderen. Kalenderen indeholder dag for dag oplysninger om de enkelte overordnede arbejdsopgaver som løbninger, faringer, fravænninger, flytninger og salg af grise. Planen kan udbygges med en månedskalender, hvor arbejdsopgaverne kan specificeres mere for de enkelte sektioner og er på den måde en slags arbejdsplan for de enkelte medarbejdere.

Formålet med omlægningsplanen er, at man let og sikkert får omlagt til det nye flere ugers holdsystem i første omgang. Planen skal indeholde oplysninger om størrelse af de enkelte ugeløbehold, man har i besætningen. Her er det vigtigt at korrigere antallet i det hold, som ikke er testet drægtig. Derudover skal man have antallet af søer, der ligger i de enkelte fareafsnit med, og antallet skal også korrigeres for udsættere samt for drægtighedsprocent ved løbning.

Nu ved vi, hvor mange søer som forventes at fare fra de enkelte ugehold. I materialet som man har fået lavet i forbindelse med planlægningen af flere ugers systemet, har man, hvor mange søer som skal fare i hvert af de nye flere ugers hold. Kunsten er nu at få de nye farehold i flere ugers systemet så ens som muligt ud fra antallet i de enkelte ugehold. Når dette er gjort, vil man finde ud af, at holdene stadig er uens. Opgaven er herefter at pusle de enkelte nye flere ugers hold på plads i antal ved at hente eller flytte søer til eller fra nabougeholdene. Hermed opnår vi hold, der størrelsesmæssigt er ens, og man har mulighed for en god og stabil holddrift helt fra første hold, og ikke som nogle har oplevet først fra 2. eller 3. cyklus.

Punkt 3. Plan for indkøb af polte

Vi oplever mange besætninger, som vælger at lave omlægningen til flere ugers drift i forbindelse med en udvidelse af besætningen. Her er det store spørgsmål altid: "Hvor mange polte skal vi bruge, hvornår og hvor store skal de være ved indkøb?". Også her kommer indkøringsplanen til stor hjælp, da man ud fra planen vil kunne se, hvor mange faringer der mangler i de enkelte flere ugers hold. Når vi har styr på dette, kan vi korrigere for poltenes brunst og drægtighedsprocent og har nu et godt udtryk for hvor mange løbeklare polte, vi skal bruge hvornår.

Punkt 4. Motivere og informere medarbejdere

For at sikre en succesfuld omlægning er det vigtig, at alle på bedriften trækker den samme vej. Derfor skal man også huske at inddrage medarbejderne på et tidligt tidspunkt, og vi oplever også altid mange positive indspil herfra. Det selvom der i begyndelsen ofte er mange skeptiske spørgsmål lige fra arbejdstider, ansvarsfordeling til om systemet overhovedet kan fungere her.

Noget af det bedste man kan gøre her et at lave et møde med alle i stalden, en rådgiver med speciale i holddrift og virkelig får talt tingene igennem, høre lidt om hvad en omlægning vil betyde både positivt, men endnu mere vigtig de forhold som kan betyde en ændring som i første omgang kan virke som negative. Det er også vigtigt, at alle kommer til orde og får spurgt, om det man sidder og brænder med. Møderne er altid utroligt givende for alle parter. De ender ikke altid med omlægning til flere ugers holddrift i første omgang, men sætter gang i mange positive tanker som der så ofte på et senere tidspunkt resulterer i omlægning.De bedste omlægninger sker, hvor alle er inddraget i de punkter, som er relevante for det nye team. For det er i team, man skal arbejde sammen fremover.

Hvis man tidligere havde ansvar for et afsnit hver, bliver man efter en omlægning nødt til at hjælpe hinanden i de enkelte afsnit, da arbejdsmængden periodevis og på skift er større i de forskellige afdelinger. Det betyder ikke, at nogle mister ansvar, men nærmere tværtimod får alle mere ansvar. Man får nemlig ansvaret for alle i teamet, når arbejdet foregår i det afsnit, som man selv har ansvaret for, ligesom man skal være positiv teamplayer, når man skal rundt og hjælpe i de andre afsnit, hvor andre kan have ansvaret. Efter omlægningen er svaret i langt overvejende grad, at arbejdet kun er blevet mere spændende. På en eller anden måde er det sjovere at være 3 til at kastrere 600 grise end 1 til at kastrere 200 grise.

Opsummering

Skiftet fra ugedrift til holddrift sker ikke på en dag. Omlægningen skal planlægges, og i den forbindelse bør der være en person involveret, som har erfaring i holddrift enten som producent eller rådgiver.

Det er klart indtrykket, at omlægningen sker sikrest og lettest, når omlægningen er planlagt, og de værktøjer der er udviklet til omlægning bruges. Det er også vigtigt, at alle er involveret i omlægningen, således at omlægningen kan gennemføres også selv om en medarbejder mistes.

Såfremt man har forberedt omlægningen ved at have fået lavet omlægningsplanen, netværksoversigten, halvårskalenderen måske også månedskalendere, har man en plan som alle kan tage udgangspunkt i og dermed et fælles grundlag for alle. ■

- TILBAGE-