|
Staldtemperaturen skal tilpasses smågrisene - ikke fodermesterens huld!
Se på grisene. Måden de ligger på, og hvor i stien de ligger, viser om de er tilfredse med nærmiljøet i lejet. I den kommende tid bliver det varmere, og så stiger risikoen for, at nærmiljøet i stiens leje ændres i sådan en grad, at grisene føler det ubehageligt. Derfor vælger grisene leje et andet sted i stien. Det øger risikoen for svineri og uheldig adfærd som fx halebid.
Af
Klimakonsulent
Thomas Ladegaard Jensen,
Landsudvalget for Svin
Smågrisene i toklimastien skal ligge samlet i lejeområdet i et lag uden at klumpe, så har de det godt.
Grisene har det godt, når de ligger i et lag under overdækningen
Det er ofte for varmt - eller er det for koldt?
Erfaringer fra klimaundersøgelserne viser, at svineri ofte skyldes, at grisene har det for varmt. Grisene vælger, pga. at der er for varmt og dårligt nærmiljø, at ligge udenfor hulerne, herved øges risikoen for at de udsættes for træk. Træk stresser grisene, og det kan betyde, at grisene bliver syge, eller at deres adfærd ændres. Et adfærdsproblem er f.eks. halebid. Både sygdom og halebid kan resultere i dårlig tilvækst og øget dødelighed.
Når grisene æder meget og har en høj tilvækst, får de det let for varmt. Hvis grisene trækker mod køligere områder i stien, signalerer de, at der er for varmt og ubehageligt. Omvendt har syge grise behov for et ekstra beskyttet nærmiljø og en højere temperatur. Det viser de ved at lægge sig oven på hinanden og ved at ligge på bugen. Det er derfor ikke muligt at angive en helt præcis temperatur til en given aldersgruppe grise.
Temperaturen under overdækningen afhænger bl.a. af åbningshøjden
Den opnåede overtemperatur under overdækningerne afhænger dels af den tilførte varme (grise og gulvvarme) dels af åbningshøjden. Ved normal tilvækst viser erfaringer, at der er en overtemperatur på 4-5°C ved en åbningshøjde på 60-70 cm, og at overtemperaturen øges til 5-6°C ved at reducere åbningshøjden til 40-50 cm. Klappes halvdelen af overdækningens plade op, sikres den ”rigtige” luftstrømning i stien og overtemperaturen reduceres til 1-2°C.
Ved skrå overdækninger bestemmes overtemperaturen under overdækningen også af åbningshøjden. Tildeling af halm under overdækningen ved fravænning øger grisenes mulighed for at tilpasse temperaturen netop til deres behov. Derfor føler grisene det lige behageligt i lejet selv om temperaturen er 2-3°C lavere.
22-24°C ved indsættelse
I de første timer efter fravænning kan det ikke undgås, at grisene klumper sammen under overdækningen. Efterfølgende skal grisene fordele sig ud i et lag. Hvis ikke de gør det, så er der enten for koldt, eller stalden er ikke tørret ordentligt ud.
Gulvvarme
Fremløbstemperaturen til gulvvarmen indstilles til 38-40°C ved indsættelse. Ideelt reduceres fremløbstemperaturen til ca. 35°C, når grisene vejer 10 kg, og der lukkes helt for gulvvarmen efter to til tre uger efter indsættelse, når grisene vejer 12-15 kg. Ved en fremløbstemperatur på 38-40°C er gulvets overfladetemperatur normalt 3-5°C lavere. Forskellen mellem fremløbstemperaturen og returtemperaturen inden for sektionen viser afkølingen af vandet, som cirkulerer i gulvvarmeanlægget. Er forskellen større end 3°C, sker der en stor afkøling, og så kan der være for stor forskel på gulvtemperaturen mellem stierne, hvor grisene skal ligge. En stor temperaturforskel viser også, at gulvet ikke er ordentligt udtørret, eller at cirkulationspumpen kører for langsom. Hvis gulvtemperaturen er højere end grisenes legemstemperatur, vælger de ofte leje et andet sted i stien.
Staldtemperaturen reduceres gradvist
En uge efter indsættelse og frem til stalden tømmes, reduceres rumtemperaturen gradvist afhængig af grisenes lejeadfærd. Efter 7-8 uger ved en afgangsvægt på ca. 30 kg skal rumtemperaturen være nede på 17-19°C, så længe udetemperaturen er under 15-18°C. Det er en god ide at checke minimums og maksimumstemperaturen over døgnet. Så længe udetemperaturen er under 15°C, må temperaturudsvingene ikke være højere end 2,5-3°C. Større udsving kan kun accepteres i sommerperioden. I stalde med diffust luftindtag kan det være nødvendigt at hæve rumtemperaturen til 18-20°C for at tage lidt af temperaturudsvingene over døgnet. I stalde med luftindtag via ventiler eller indblæsningsenheder er det ofte nødvendigt at hæve rumtemperaturen yderligere for at undgå træk i perioder med store temperaturudsving over døgnet. Overdækningerne åbnes eller foldes sammen afhængig af grisenes lejeadfærd. Ved tredelte overdækninger kan yderste led normalt klappes op efter ca. 3-4 uger.
Overbrusning
Loven om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin foreskriver, ”at der til grise over 20 kg skal være installeret et overbrusningsanlæg eller tilsvarende anordning, der skal bruges til at regulere dyrenes kropstemperatur”.Når det drejer sig om køling, gælder de samme regler som tidligere nævnt, ”grisene viser, om de er tilfredse med nærmiljøet”. Når ventilationsanlægget ikke længere kan holde staldtemperaturen nede, så er der behov for køling. Men overbrus ikke unødigt. Det fylder blot i gyllekummen! ■