Den danske avl har været god til at skabe søer som får mange grise og slagtesvin med lavt foderforbrug. Søerne får i dag så mange grise, at udenlandske producenter tror, man lyver, når man nævner de bedste resultater. De spørger, hvordan vi passer poltene frem til løbning, for der må være et eller andet specielt vi gør. Men vi gør jo stort set ingenting ud over at avle efter gode reproduktionsresultater og holde fokus på løbeprocedurer og sædkvalitet. Derudover giver den højere fravænningsalder i Danmark en positiv effekt på efterfølgende kuld som ofte overses. Når vi nu har sagt, hvor lidt der faktisk bliver gjort ud af poltenes opvækst, må vi erkende, at der er en række problemer som er vokset, mens vi har glædet os over de gode reproduktionsresultater. Søernes holdbarhed er blevet ringere og forebyggelse af skuldersår er blevet en træls del af hverdagen i mange besætninger.

Hvorfor er det sådan?

Mange giver nye produktionssystemer skylden, løsdrift giver benskader og 4-5 ugers fravænning og mange ammesøer og store kuld øger risikoen for skuldersår, men der kan også være andre forklaringer. Udenlandske forsøg har vist, at en spæktykkelse på 18-22 mm ved løbning giver det højeste antal producerede grise/soliv, til sammenligning er de danske poltes spæktykkelse ved 130 kg sjældent over 16 mm. Hvorfor hænger det sådan sammen? Er der sammenhæng mellem spæktykkelse og gode reproduktionsegenskaber? Det danske avlssystem har været i stand til at lave mange grise/årsso samtidigt med høj kødprocent og høj daglig tilvækst. Så sammenhængen er altså ikke større end, at det er muligt at selektere for begge egenskaber med succes. Det kan derfor være selve fedtmængden som gør forskellen, eller måske noget helt andet. Der kan være flere forklaringer på forskellig spæktykkelse ved løbning. Forskellen kan være genetisk eller et resultat af fodring.

Den genetiske forskel

1. Polten har stort potentiale for fedtproduktion, hvilket vil sige tilsvarende lavt potentiale for kødproduktion. Det er nemt at avle fedtet tilbage i grisene. Der er ingen penge i fede grise. Hvis avl for øget holdbarhed og øget antal producerede prise pr. soliv fører til lavere kødprocent i slagtesvinene, er det næppe økonomisk rentabelt.

2. Polten har meget stor ædekapacitet og har derfor udnyttet sin kødvækst kapacitet og alligevel haft energi nok til at deponere store mængder fedt. Stor ædekapacitet er en god egenskab i farestalden. Men det har sikkert også betydet, at polten har vokset rigtigt hurtigt, og der er stor risiko for, at den hurtigt vil vokse ud af fareboksen. Der er desuden en risiko for, at den store tilvækst har betydet, at resten af kroppen ikke er færdigbygget og derfor vil have svært ved at slæbe rundt på et meget stort dyr. Denne type so kræver derfor en meget stramt individuel styring af fodringen indtil løbning og i efterfølgende drægtigheder.

Fodringsbetinget forskel i spæktykkelse

Genetisk ens polte fodres med foder med forskelligt proteinindhold i en lang periode inden løbning. Lavt proteinindhold giver en langsommere tilvækst og øget spæktykkelse. Herved bliver alle polte, som har et vist minimum af daglig foderoptagelse uanset deres genetiske disponering for fedtproduktion federe ved løbning. Polte med stor ædekapacitet vil stadig vokse hurtigere end de andre og vil derfor være større og federe ved samme alder. Risikoen ved metoden er, at der mangler noget protein i foderet som har indflydelse på f.eks. reproduktionen, som vi ikke tidligere har været opmærksomme på. Landsudvalget er i øjeblikket i gang med et meget stort forsøg baseret på det ovennævnte, hvor poltene fra 60 kg fodres med en standard die/enhedsblanding. Ved 90 kg deles gruppen og den ene halvdel fortsætter på uændret foder med 2,5 FE/dag og den anden halvdel fodres med 3 FE men med kun 4 g st. ford. Lysin/FE, altså en drægtighedsblanding med ekstra vitaminer og mineraler. Forsøget er ikke færdigt endnu, men de midlertidige resultater viser, at der ikke er nogen risiko ved, at polten fra 90-130 kg får lavt proteinindhold i foderet. Det er for tidligt endnu at sige noget om effekten på søernes holdbarhed, men der vil løbende komme resultater over de næste 3 år.

Selektion med spæktykkelsesscanner

Selektion efter genetiske egenskaber mener jeg ikke kan laves på basis af spæktykkelsesscanning, scanning på enkeltdyrsniveau siger kun meget lidt om den pågældende polts genetiske potentiale, den slags lader vi avlsfolkene finde ud af med kernestyring osv. Selektion efter polte som reagerer ”rigtigt” på ovennævnte foderstrategi med lavt proteinindhold kan bruges til at bortselektere polte, som ikke har evnet at skabe et tilstrækkeligt spæklag, på trods af meget lavt proteinindhold. Det vil være polte, som enten har et lavt maksimalt foderoptag, eller har dårlig foderudnyttelse pga. sygdom, stress, dårligt fordøjelsessystem eller et stofskifteproblem. De kan ikke bruges til noget i et sohold. Samtidigt undgår vi, at søerne vokser ud af systemerne. ■

- TILBAGE-