Forholdene omkring øget huldgrad er komplicerede og kan både med hensyn til velfærd og økonomi have andre konsekvenser end den tilsigtede – at mindske risikoen for skuldertrykning.

Vi ved, at poltenes opvækst er helt afgørende for deres evner som moderdyr senere hen. En undersøgelse (2) har bl.a. vist, at 1. lægs søer, der under drægtigheden blev fodret, så de blev fede, producerede mindre mælk end søer, der opnåede den samme vægt uden at blive fede undervejs. Høj tilvækst øger forekomsten af benproblemer (3). Også alderen ved udsættelse – altså søernes holdbarhed, er markant kortere for søer, der er opvokset på et højt energiniveau. Et andet forhold der tilsyneladende påvirkes af soens vægt er klovlidelser, idet der ses et højere antal og en stigende sværhedsgrad af læsioner på klovene for både søer og gylte efterhånden som drægtighedsperioden skrider frem (5). Det økonomiske resultat forringes af øgede foderomkostninger. Derudover er der naturligvis den ulempe for dyrene, at jo større de bliver des mere trange bliver deres fysiske rammer i opstaldningen – specielt i de ældre staldsystemer med enkeltdyrsbokse. Dermed nedsættes søernes mobilitet yderligere - sandsynligvis med risiko for overbelastning af benene til følge. Ved en større undersøgelse af obduktionsfund ved aflivede og selvdøde søer (4) var der en overrepræsentation af unge dyr i forhold til deres forekomst i besætningerne. Af 263 obducerede søer havde 36% kun fået ét kuld grise. Indtjeningen dækker således ikke omkostningerne til indkøb af polten, foderet, vaccinationerne, huslejen og DAKA. De hyppigst forekommende obduktionsdiagnoser hos de aflivede søer var ledbetændelse, knoglebrud og knoglebetændelse. Således var ca. 70% af obduktionsfundene relateret til søernes bevægeapparat. Det er forventeligt, at en forøgelse af søernes kropsvægt vil medføre en større belastning på klove, knogler og led. Udover det åbenlyse driftsøkonomiske tab ved at skulle aflive produktive søer med benproblemer, er der det dyretiske aspekt. Dels at så mange søer må aflives på denne baggrund og dels, at de forud for aflivningen må formodes at have haft en periode med nedsat trivsel og sandsynligvis også med smerter.

I forbindelse med reproduktionen er det fundet (6), at der hos dyr i godt huld er en overrisiko for cystiske ovarier og svær urinvejsbetændelse. Urinvejsbetændelse medfører flåd, omløbning, kastning og MMA. En større undersøgelse af udsætterårsagerne for søer viste, at mangelfuld funktion af køns- og urinvejsorganerne udgjorde tilsammen 55 % af udsætterårsagerne. Hos dyr der var udsat på grund af omløbning fandt man cystiske ovarier hos over 70 % af søerne. Det samme fund blev gjort hos 55 % af de søer der blev udsat på grund af manglende drægtighed. Det sidste forhold er en af de økonomisk vigtigste udsætteårsager på grund af de mange spildfoderdage. Da vi i erhvervet har sat ind på at nedbringe antallet af søer der sendes til destruktion, er det vigtigt, at den enkelte soholder er opmærksom på, i hvilket omfang forøget huldgrad på søerne øger udsætter- og aflivningsfrekvensen.