Slagtesvin som får vådfoder producerer mindst lige så godt som grise, der får tørfoder. Halvdelen af besætningerne i top 10 hos ØØSB får vådfoder.

Af konsulent
Tine Olsen,
Østlige Øers
Svine- og Byggerådgivning

Hvis man er hjemmeblander, koster en foderenhed normalt mellem 15 og 20 øre mindre, end hvis man indkøber færdigfoder. Kan man derforuden anvende gærfløde, kan man spare yderligere 5-7 øre/FE afhængigt af sojaprisen. Restriktiv fodring med vådfoder forbedrer foderudnyttelsen, og hvis man derforuden sætter kornet i støb (fermenterer), udnyttes foderet endnu bedre af grisen. I en slagtesvineproduktion er det især foderudnyttelsen, der skal optimeres for at øge indtjeningen. Derfor er der sund fornuft i at vådfodre, men også i at fermentere kornet. Den forsuring, der sker med foderet, når det står i rørstrengen mellem fodringerne og en evt. brug af ”sure” råvarer som gærfløde eller valle, er med til at holde pH på 4- 4,5 som er ønskeligt i den færdige fodersuppe. Der er desværre ikke længere et overskud af gærfløde på markedet, og derfor kigger nyetablerede slagtesvineproducenter sig om efter andre alternativer. Mit bedste råd til dem er at fermentere deres korn. I DS/LUS afprøvning nr. 547 viste et forsøg at brugen af fermenteret korn kan øge DB med 56 kr. pr. stiplads.

Det går desværre ikke altid helt efter bogen i besætninger med vådfoder. På nogle anlæg er pH for højt, og det øger risikoen for en uønsket mikrobiel aktivitet som kan udløse diarre. Det er ikke nødvendigvis et problem, at pH er over 4,5, men jeg mener, at pH giver et godt fingerpeg om vådfoderets ”kapacitet” og stabilitet. Når råvarerne opblandes i vand, starter en fermenteringsproces, som vi både er glade for og kede af. Den del af processen der er positiv sker, når mælkesyrebakterier danner mælkesyre. Mælkesyre er ofte anvendt som diarrehæmmer og som en probiotisk vækstfremmer. Desværre omsætter mælkesyrebakterierne de syntetiske aminosyrer, vi tilsætter foderet, og som grisen skal bruge til at vokse af og sætte kød. Nye undersøgelser viser, at det ikke kun er lysin der forsvinder, men også andre aminosyrer. Der kommer altså ikke noget positivt (mælkesyre) ud af ingenting, og spørgsmålet er så, om man kan gøre noget for at styre vådfodersuppen hen i en retning, der gør den så optimal som muligt. Vi ved desværre ikke alt, om de processer der går i gang, når råvarer og vand bliver blandet. Vi ved dog, at det er uhensigtsmæssigt at tilsætte syntetiske aminosyrer til et foder, der skal stå mere end 4 timer i støb. På de fleste vådfoderanlæg står der en rørstreng med foder og ofte i 4 timer eller længere. Temperatur og tid er betydende faktorer for omsætningshastigheden, men råvarevalget har også betydning for, hvilke smagsstoffer der dannes. For at vurdere vådfoderets egnethed kan der analyseres på bl.a. organiske syrer (propionsyre, eddikesyre og smørsyre). Hvis foderet indeholder smørsyre, går det forståeligt nok ud over grisenes ædelyst. I øjeblikket bokser jeg med nogle sohold, hvor de diegivende søer gerne vil æde foderet, men bare ikke malker af det. Måske er det ikke foderet, der er årsag til den manglende mælkeydelse, men jeg har en begrundet mistanke til det. Det tyder på, at der mangler næringsstoffer (aminosyrer) i foderet.

Ved at fermentere på korndelen alene undgår man, at de syntetiske aminosyrer omsættes. De tilsættes først til blandingen lige inden udfodring. Enten i ren form eller som en mineral- eller tilskudsfoderblanding. For mig at se, er der ikke nogen ulemper ved at fermentere på kornet. Det er snarere en forsikring mod for højt pH. Jeg mener, at det er vigtigt at kunne holde pH omkring 4-4,5. Det indikerer nemlig, at der er gang i mælkesyrebakterier og mælkesyren, som har en positiv effekt på produktiviteten. Det sikrer samtidigt imod en opvækst af coliforme bakterier i fodersuppen. Jeg tror også på, at korn der har stået i støb er lettere at fordøje for grisen. To af mine kunder har for nylig taget vådfoderanlæg med fermenteringsanlæg til korn i brug. De og deres grise er meget begejstrede for det, og produktionsresultaterne afventes med spænding – producenternes forventninger er høje. En fermenteringstank koster ca. 100.000 kr. på et nyt anlæg. I tanken blandes korn og opvarmet vand i forholdet 1:2. Tanken skal dimensioneres, så den kan rumme 2 dages forbrug af korn/vand. Tanken efterfyldes med vand og korn om aftenen, når den sidste fodring er overstået. Restmængden er med til at pode det nye korn med mælkesyrebakterier og bringer hurtigt pH ned på ca. 3,5 igen. Det er vigtigt, at tanken dimensioneres korrekt, så podemængden er stor nok. Det koster ca. 5 øre pr. foderenhed at fermentere kornet.

I de fleste vådfoderanlæg skubbes foder rundt med foder og i det foder, der står på rørstrengen, kan vi ikke undgå at omsætte aminosyrerne. Hvis tab af aminosyrer skal undgås helt, skal man købe anlæg med ”restløs” fodring. Dvs. anlæg som skubber foder med vand eller med fermenteret korn. Findes disse anlæg? Ja nu gør de. På Agromek havde de fleste vådfoderfirmaer et anlæg, som kan det. Ideen er god – hvis anlægget altså kan beregne præcist, hvor mange liter foder, der skal laves til hver udfodring, og præcist hvor mange liter foder, der står på rørstrengen – ellers går det helt galt !!!!

Nogle producenter sætter hele foderblandingen i støb sammen med podekulturer (mælkesyrebakterier), fordi vådfoderet ikke fungerer tilfredsstillende. Denne fremgangsmåde kaldes en ”styret fermentering”, og teorien går på, at aminosyrerne ikke forsvinder, fordi der tilsættes en bestemt mælkesyrebakterie. Hos nogle virker metoden fint – hos andre kan man ikke få gang i fermenteringen. Podekulturen skal tilsættes sammen med opvarmet vand og stå i nogle timer, således at fremvæksten af mælkesyrebakterierne er optimal. Det er en dyrere løsning end fermenteret korn, fordi hele vandmængden skal opvarmes, og podekulturen koster penge. I en fermenteringstank klarer de naturlige mælkesyrebakterier sig selv. Fermentering med podekulturer er ikke undersøgt herhjemme, så indtil videre er en smule skepsis, efter min mening, sundt.