Sygestier til søer

Det er velkendt, at sodødeligheden er stigende i danske besætninger og har været det i en årrække. Dvs. antallet af søer der enten dør selv eller aflives pga. uhelbredelighed eller kroniske skader.


Af fagdyrlæge Niels Hjørnholm, LVK

For 15-20 år siden var stort set alle drægtige søer fikseret med halsbindsel, færre var bokset op og endnu færre i løsdrift. Besætningerne var mindre og huldstyringen dårligere end i dag generelt set. På dette tidspunkt lå dødelighederne betydeligt lavere end i dag, i mange besætninger stabilt under 5%.

Tal opgjort fra egen praksis i januar og februar 2005 viser en stor variation besætningerne imellem. De undersøgte besætninger har i gennemsnit ca. 500 søer og dødeligheden svingede mellem 4.5 og 16%. Procenterne angiver antallet af søer leveret til destruktion af det samlede soantal. De vigtigste årsagsfaktorer til dødelighed og aflivning i de opgjorte besætninger er benproblemer som klovskader, ledinfektioner og kroniske haltheder. Desuden søer med udskridninger og skader opstået under slagsmål.
Desuden tæller skuldersår, skader opstået under faring, søer med mavesår eller i øvrigt ophørt ædelyst. Landsudvalget for Svin har netop udsendt den seneste bekendtgørelse bl.a. vedr. sygestier til søer. Bekendtgørelsen er trådt i kraft ved årsskiftet. For god ordens skyld skal kravene nævnes hér:

Kvaliteten af de sygestier der forefindes til søer i besætningerne varierer meget. Desuden er der stor forskel på, hvor tidligt der sættes ind med behandling af syge søer og evt. flytning til sygesti. Jo hurtigere der igangsættes behandling og flytning til sygesti, jo større chance har soen for helbredelse. Dette burde ikke være overraskende. Det viste billede viser en sygeafdeling i en besætning med 850 søer med transponderfodring i en stald uden halm. Besætningen rådede tidligere ikke over tilstrækkeligt effektive sygestier, men indrettede den viste stald i forbindelse med en udvidelse for 3 år siden. Stalden er indrettet med dybstrøede bokse og manuel tørfodring i langtrug i hver sti. Stierne kan udmuges kollektivt via en port. Én medarbejder har ansvaret for stalden og fører journal over de nyindsatte dyr og deres behandling. Dødeligheden i besætningen var tidligere over 15%, idet helbredelsesprocenten hos behandlede dyr var dårlig. Efter ibrugtagning af den nye sygestald er helbredelsen over 90% fordedyr der flyttes til sygestalden. Dvs. at når en syg drægtig so opdages, flyttes den straks til sygestalden og behandling indledes. Herfra flyttes soen til faring og slagtes efter fravænning. Dvs. at søer der har haft benskader eller ikke kan klare sig i drægtighedsstalden udsættes.